Thomas P. Hejle  

Artiklen har været offentliggjort i Egnssamlingens årsskrift for 2009. Skriftet udgives af Støtteforeningen for Egnssamlingen - Lokalhistorisk Arkiv og Museum, Fårupvej 3, 9493 Saltum.

Helge Nielsen, leder af Lokalhistorisk Arkiv & Museum i Saltum, bad mig om at skrive en artikel om den i sin tid så kendte Thomas P. Hejle, der er født i 1891 og vokset op i Vester Hjermitslev. Min motivation for dette arbejde fejlede ikke noget, men hvordan skulle jeg gøre det, for selv om Thomas Hejle er et af de mennesker, der fra min barndomstid står klarest i min erindring, så har jeg jo knap nok kendt ham, idet jeg kun var 11 år, da han døde i 1952.

Alligevel sagde jeg ”ja” til opgaven, for selvfølgelig skal der i egnens lokalhistoriske årsskrift være en historie om den person, der om nogen gjorde Vester Hjermitslev kendt i vide kredse og ikke mindst i hovedstaden. Her i året 2008, hvor Hejleklubben i Vester Hjermitslev har fejret sit 50-års jubilæum, vil jeg som indledning til artiklen begynde med at fortælle, hvad jeg husker om den mand, der sammen med sin kone, Gerd, hver sommer kom til Hjermitslev og spredte glans over den lille by. Thomas Hejle fortjener at blive husket for den ener, han var og for det store og betydningsfulde arbejde, han igangsatte for børn og unge i københavnsområdet og for skoleelever i det ganske land. Ud over at fortælle mine egne erindringer om Thomas Hejle, vil jeg på baggrund af, hvad andre har skrevet forsøge at gengive den korte version af ”hans livs eventyr”.

Som barn var det fantastisk at kende én, der i sit københavnerliv var i kontakt med alle de filmstjerner, vi børn dengang i Morten Korch-filmenes tid havde som idoler. Ikke fordi han selv fortalte om det, men vi vidste det. Dels fordi vi oplevede enkelte af de kendte skuespillere på visit i Vester Hjermitslev om sommeren, men også fordi vi hørte ham i radioens hørespil sammen med skuespillerne. Det hørespil, der især huskes, er Blichers ”Æ Bindstow”, hvori Thomas Hejle i rollen som Rasmus Oustrup fortæller historien om hesten ”Messingjens”.

Det rygtedes altid hurtigt i byen, når Gerd og Thomas Hejle ved sommerferiens begyndelse var flyttet ind i huset i Enkestræde, nu Thomas P. Hejlesvej 6. Vi var tre småpiger, der i somrene omkring 1950 blev inviteret på besøg til sodavand og basser i det lille hvide hus i Enkestræde. Her blev vi modtaget af en hyggelig Thomas Hejle, der snakkede med os, og spurgte ind til vores familier og til vores skolegang. Traditionen var, at han, når basser og sodavand var fortæret, læste op for os af en eller anden fascinerende og usædvanlig historie - sommetider en af dem Gerd Hejles far, forfatteren Louis Levy, havde skrevet.

Småpigerne 
Inga Skadhauge, 
"Bibs" Nielsen og 
Lisbet Andreasen på besøg hos Thomas Hejle i Enkestræde.

Sidst på eftermiddagen en våd og mørk efterårsdag i 1952 mødte jeg en veninde. Hun fortalte mig, at hendes far havde hørt i radioen, at Thomas Hejle var død. Tid, sted og vejr står den dag i dag klart for mig og også følelsen af, hvordan den solide, trygge grund under fødderne blev usikker - chokeret gik jeg hjem og fortalte, hvad jeg havde hørt.

Thomas Peter Hejle blev født i Sønder Saltum den 20. januar 1891. Han er to år, da familien i 1893 flytter til Vester Hjermitslev, hvor faderen bliver indehaver af den store købmandsbutik på Torvet. Om forældrene kan fortælles, at faderen, Hejle Sørensen, stammer fra Alstrup og moderen, Johanne, kaldet Ja’han, er født i Sønder Saltum.

Thomas vokser op i købmandsgården (se billedet ovenfor) som den ældste i sin søskendeflok. Da han i 1898 kommer i skole som 7-årig, bliver han af lærer Erik Jensen kaldt op til katederet og spurgt: ”Kan du bogstaverne, Thomas?”, hvortil han svarer: ”A trower sørme da, do er tåvle. A løser da aviser!” Det var lærer Jensen, der prægede skolen i Vester Hjermitslev i 1890-erne. I Thomas’ tid var der skolestue i den vestre ende af det gamle skolehus, som nogle af os husker som lærer Landbos lærerbolig. Om denne gamle skolestue og om lærer Jensens virke har Thomas Hejle udtalt følgende:

"Skolestuen var ydre set det mest elendige, jeg nogensinde har mødt, men jeg har trods alt oplevet nogle af de skønneste timer i den samme skolestue.”  

Erik Sørensen - Skæg-Jerrik.

Som nævnt går han efter bestået præliminæreksamen derhjemme i købmandsforretningen og vejer mel og gryn af. Det viser sig dog snart, at det ikke er det, han vil. - Faderen giver sig, og et forløb på Aalborg Latinskole bliver etableret. - Men det er i det første år af dette skoleforløb, at den trygge tilværelse vælter for Thomas. Hans far dør, og det på den værst tænkelige måde, for købmand Hejle Sørensen tager sit eget liv. Han er kommet i økonomisk uføre og hænger sig i hanebjælken over porten til købmandsgårdens stenpiggede gårdsplads.

  Og hvordan går det så den unge Thomas, der midt i skoleforløbet på Aalborg Latinskole kommer ud for denne ulykkelige hændelse. - Jo, han bliver ved forskellige gode menneskers hjælp så at sige sat på aktier, og pastor Schiöler ved Budolfi Kirke i Aalborg giver ham plads i sin børnerige familie, indtil han et par år senere bliver student. Det sker i 1911, og med den hvide hue på hovedet præsenterer han sig for oldefaderen, Skæg-Jerrik i Sønder Saltum. Skæg-Jerrik er ikke imponeret og udtaler med sin manende stemme: ”Ja, nu hår du så fåt eksamen, men væ’ du mier, end der sto’er i æ leksikon te’ 15 kroner?”

  I 1911 begiver den 20-årige Thomas sig til København med 80 kr. på lommen. Han vil påbegynde et længere studium på Københavns Universitet - antagelig med hovedvægten på dansk litteratur. Han vil også gerne være skuespiller og skaffer sig hurtigt en lille rolle i en teaterforestilling. Herudover strækker han sin økonomi ved at have privatelever, som han støtter i lektielæsningen og fortsætter med, hvad han så småt var begyndt på i latinskoletiden, at holde foredrag ude i forsamlingshusene. - Men de økonomiske vanskeligheder er uoverstigelige, og måske bliver der også for lidt tid til studierne, i hvert fald indser han, at han må bjerge sig på anden vis.

  Det bliver igen præstefamilien fra Aalborg, der kommer ham til hjælp. Gennem deres bekendtskab med forstanderen bliver Thomas indskrevet på Roskilde Højskole for den kommende vinter - dels som elev og dels som lærer. Forstanderen er den kendte højskolemand, Thomas Bredsdorff. Den vinter får stor betydning for Thomas. Han indlever sig i højskolen og dens arbejde og fascineres ved at se Kristen Kolds, lærer Jensens og såmænd også Skæg-Jerriks tese: ”først at oplive og så at oplyse” udfolde sig i praksis, når han ser, hvordan forstander Bredsdorff hen over vinteren får tændt lys i hovederne på den store elevgruppe af bønderkarle. Efter en tur med højskolen i Det Kongelige Teater siger forstander Bredsdorff til Thomas: ”Du burde rejse ind og lære de københavnske skolefolk, at de kunne bruge dette teater til noget.” - Og fremtiden skulle vise, at Thomas ikke glemte denne opfordring.

I 1919 bliver den nu læreruddannede Thomas ansat ved Østersøgades Gymnasium. Det er antagelig på det tidspunkt, han udskifter sit efternavn, Sørensen, med faderens fornavn, Hejle. I et teaterprogram fra 1921 er hans navn Thomas P. Hejle - og i den fortsatte beretning her vil jeg betegne ham med navnet - Thomas Hejle.

Thomas Hejle har ikke glemt forstander Bredsdorffs ord om, at han burde lære de københavnske skolefolk - og her specielt dansklærerne - at de kunne give deres undervisning større bredde og dybde ved at tilbyde eleverne levende teateroplevelser. Efter at Thomas Hejle var kommet tilbage til København, satte han hurtigt gang i et projekt med dette formål, og inden længe fik han betydende kredse inden for den københavnske skoleverden med på idéen. Det var i første omgang gymnasieeleverne, der blev inviteret til - hvad der fik navnet - ”De højere Skolers Kunstaftener”. Her reciterede kendte skuespillere digte, læste op og medvirkede i skuespil - alt sammen med det formål at indføre de unge gymnasieelever i litteraturens og kunstens verden.

Foreningen ”Dansk Skolescene”, som var idéernes realisering, blev stiftet i 1924 med en lille grundkapital på 10.000 kr., og på trods af økonomiske vanskeligheder lykkedes det skuespilleren Svend Methling som kunstnerisk leder og Thomas Hejle som økonomisk leder at føre foretagendet igennem. Den nye virksomhed havde lykken med sig og vandt hurtigt børnenes hjerter og lærernes sympati. Så mens De Højere Skolers Kunstaftener havde haft 2000 gymnasieelever som medlemmer, var Dansk Skolescene efter nogle få år oppe på 17.000 medlemmer. 

I et brev fra 1938 til vennen og forfatteren Anders Uhrskov giver Thomas Hejle udtryk for ”glæderne ved arbejdet”. Han undskylder samtidigt, at han så længe ikke har ladet høre fra sig, og han håber, at vennen vil tro ham, når han skriver, at han i den grad har været overvældet af arbejde og pligter i et omfang, hvor der slet ikke mere er tale om, at kræfterne kan slå til. ”Sådan har jeg haft det,” skriver Thomas Hejle. Han fortæller, hvordan han har rodet sig ind i så meget, indtil han næsten druknede, - småtterier, som han selv havde sat i gang, kom i rivende udvikling og blev til store opgaver. Han kom i bløde til hagen, og - som han skriver - hans egentlige arbejde med Dansk Skolescene skulle jo også passes. I brevet fortæller han, at besøgstallet til skolescenens forestillinger det forudgående år havde været på 212.000 - det samme antal besøgende som et stort københavnsk teater har, når det går allerbedst. Men nu, fortæller han videre i brevet, er han ved at få næsen oven vande, og det, der især betyder noget, er, at han er befriet for de økonomiske vanskeligheder, der tidligere har været med skolescenen - ”en mare, der mere end noget andet kan ride sindet med nervøs hjælpeløshed!”

Og hvad er det så for småtterier, Thomas Hejle igangsætter, og som kommer i rivende udvikling. Her skal nævnes nogle af de vigtigste:

Dansk Kulturfilm oprettedes i 1935 - på baggrund af, at det i biografloven fra 1933 blev fastsat: ”at filmcensurens overskud skulle anvendes som tilskud til fremstilling eller anskaffelse af skolefilm samt film, der tjener til oplysningens fremme eller til almindelig propaganda for Danmark og dansk erhvervsliv”. Thomas P. Hejle var initiativtager til og administrator af Dansk Kulturfilm. Han var ifølge kilderne involveret i skabelsen af flere film med ovennævnte formål. Særlig kendt blev filmen ”Kongen bød”, der handlede om stavnsbåndets løsning i 1700-tallet. Thomas P. Hejle instruerede denne film, der i kilderne betegnes som en af Dansk Kulturfilms vigtigste frembringelser.

Statens Filmcentral blev oprettet i 1938 med det formål at producere og distribuere oplysende film til undervisningsbrug. Denne organisation overtog en del af Dansk Kulturfilms opgaver, og forbindelsen mellem de to institutioner markeredes ved, at Thomas P. Hejle tillige blev udnævnt som chef for denne nye organisation.

Dramatisk Bibliotek stiftedes i 1939 på foranledning af Thomas P. Hejle, der blev formand for biblioteket.

Det Danske Filmmuseum. I 1941 besluttede Dansk Kulturfilm at oprette et filmmuseum. Også i organiseringen af dette museum var Thomas P. Hejle initiativtager.  

Man kunne vel tænke sig, at den nu 50-årige Thomas Hejle eftertrykkeligt havde sat sit fingeraftryk i dansk kulturhistorie og gjort sit til at vise børn og unge vej til videre udvikling gennem litteratur og teateroplevelser, men sådan var det ikke for Thomas Hejle.

Han kastede nu sin energi ind på at hjælpe de rodløse og i fritiden til dels hjemløse børn og unge fra hovedstadens fattige kvarterer. I såkaldte lejekaserner på Nørrebro og Vesterbro boede børnerige familier i små lejligheder, hvor manglen på plads henviste de 14-18-årige først til gadehjørnerne og senere til de lune knejper med spiritusbevilling. Det var ungdommens fritidsproblemer, Thomas Hejle i krigsårene beskæftigede sig med på sine foredragsturneer rundt om i landets forsamlingshuse.  

Det første resultat af disse tanker gav sig udslag i oprettelsen af ”Skolescenens fritidshjem for drenge og piger” i 1944. Dette fritidshjem, der skulle give skolebørn et sted at være, indtil forældrene kom hjem fra arbejde, var finansieret af det overskud, der på daværende tidspunkt var fra såvel Dansk Skolescene som Amager Bio. Dette fritidshjem var startskuddet til virkeliggørelse af Thomas Hejles nye, store plan, som han selv gav følgende udtryk: ”Min drøm er at skabe et ungdomshus, hvor dansk ungdom skal have lejlighed til aktivt at arbejde med alt det, der ingen nytte er til. Vi skal konkurrere med de mange fornøjelsesformer og udkonkurrere de dårlige.”

Den nye, store plan om et ungdomshus fyldte i Thomas Hejles bevidsthed og bevirkede ifølge kildematerialet, at han i 1946 trak sig fra sine stillinger ved Dansk Kulturfilm og Statens Filmcentral.

Dansk Skolescene var med den forbedrede økonomi blevet omdannet til en selvejende institution, der nu i sig selv var overskudsgivende. Så for det overskud, der de seneste år havde ophobet sig fra såvel skolescene som Amager Bio, købte organisationen Dansk Skolescene en stor ejendom på Nørrevold i København for et beløb af 1.8 mill. kr. Denne bygning i flere etager kom til at rumme Danmarks første ungdomshus, der fik navnet ”Skolescenens Ungdomshus”.

Det skal her nævnes, at Thomas Hejle i forhold til de store projekter havde et tæt samarbejde med især de socialdemokratiske politikere i Københavns bystyre, og driften af ”Skolescenens Ungdomshus” blev støttet økonomisk gennem den daværende sociallovs hjemmel: ”om støtte til oprettelse og drift af fritidshjem og klubber for børn og unge”. Skolescenens ungdomshus på Nørrevold kom til at indeholde tilbud til såvel børn som unge. Der blev oprettet fritidshjem for de 3-6-årige, der førhen var blevet passet eller ”lyttet til” af naboer eller ældre søskende, mens forældrene var på arbejde. Der blev oprettet fritidsklub for de 10-14-årige i tidsrummet fra kl. 15.00-17.30 og ungdomsklub for de 14-18-årige om hverdagen fra 18.30-22.00 og om lørdagen til 24.00. I ungdomshuset blev der indrettet en kaffebar for de unge, der var mulighed for at spille billard, bordtennis og andre spil, og der var en sal, hvor der kunne danses ligesom i Skæg-Jerriks storstue, og ungdomshuset var selvfølgelig, ligesom storstuen i Sønder Saltum, øl- og spiritusfri. Der var herudover et filmteater med 350 siddepladser, og måske det vigtigste af alt - voksne, der interesserede sig for børn og unge. 

I ungdomshusets vedtægter hedder det: ”Enhver har lov til frit at være sig selv, blot han eller hun respekterer alle andres ret til den samme frihed.” Det er Thomas Hejles tanke, at der skal ligge et ansvar på enhver af de unge for en god tone og en vis ro og orden i ungdomshuset. De unge skal selv være garanter for, at det er et rart sted at være. Selvfølgelig er der skrappe drenge imellem, men de skal ikke få lejlighed til at udfolde de negative sider - og det ”fordi kammeraterne - de andre unge - ikke vil have det”. Sådan fortæller kilderne.

Om Thomas Hejle og arbejdet i ungdomshuset udtaler den daværende biskop Erik Jensen, Aalborg: ”Her har altså været et menneske, som har haft mod til at samle ungdom, ganske som den nu engang er, og møde den der, hvor den har sin interesse, uden straks ved døren at stå parat med den påvirkning, man har tænkt sig at sætte ind med over for ungdommen.”

Thomas Hejle var ikke bare idemanden, inspiratoren eller lederen af ungdomshuset. Han var sammen med hustruen, Gerd, med i arbejdet. Man så ham i ungdomshuset aften efter aften. Han havde forbindelse med de unge - naturligvis ikke med hver enkelt af de 1.200 medlemmer, men de kendte ham.

Kilderne mener, at Thomas Hejle sled sig op i dette arbejde - ikke mindst i forhold til den økonomiske side af sagen. I 1955 - efter Thomas Hejles død - ændrer man ungdomshusets navn fra ”Skolescenens Ungdomshus” til ”Thomas P. Hejles Ungdomshus”. Det har baggrund i, at ungdomshuset på daværende tidspunkt bliver adskilt fra Dansk Skolescene og organiseret som selvejende institution, og dermed ophører de økonomiske vanskeligheder. Man kunne have ønsket, at Thomas Hejle havde fået lov til at opleve, at også dette store projekt - i lighed med skolescenen - kom på skinner.

Dansk Skolescene viste forestillinger for skolebørn indtil 1969, hvor organisationen nedlagde sig selv. Årsagen hertil redegør Beth Juncher, lektor i børnelitteratur på Danmarks Biblioteksskole for på følgende måde: ”Tiden havde overhalet både den nationale dannelsestanke og troen på, at elitens kultur via skoleundervisning og teaterbesøg kunne blive hele folkets.” Med andre ord - ungdomsoprøret blomstrede og havde konsekvenser. Som alternativ til skolescenen opstod der op igennem 1970-erne en række nye børneteatergrupper, der besøgte landets skoler og viste deres forestillinger, og den nye ungdomskultur fandt sin egen måde at komme videre på.

Ungdomshuset, ”Thomas P. Hejles Ungdomshus” med tilknyttet fritidsklub er stadig i funktion i ejendommen på Nørrevold, hjørnet af Nørre Voldgade og Linnésgade i det indre København. I festskriftet ved ungdomshusets 50-års jubilæum i 1998 udtaler Københavns socialborgmester Winnie Larsen-Jensen: ”Ungdomshuset har formået at ændre sig, som tiden og samfundet har gjort de, samtidig med, at det har holdt fast ved Thomas P. Hejles idéer.”  

Ja, vanskeligheder var der nok af for Thomas Hejle, men glæderne over de mange projekter, der lykkedes, var utvivlsomt endnu større. Glæderne i ungdomshuset med børn og unge omkring sig, hvor han langs ad vejen så, at det lykkedes. Eller tilfredsheden i den rolle, han blev mest kendt for, når han på skolescenen umiddelbart før en forestillings start med hundreder af forventningsfulde børn foran sig i salen hævede ”den sorte bog” som tegn på, at der nu skulle være ro. Thomas Hejle fortalte selv, at der engang var en lille pige på teatret, der kom hen til ham og pegede på bogen i hans hånd og spurgte: ”- om det var den bog, hendes mor havde fortalt, hun skulle være stille for”.

Thomas Hejle blev, mens han var i live, hædret for sit store arbejde, dels ved utallige gange i dagspressen at blive citeret, bakket op og berettet om i forbindelse med projekters udvikling og senere, når idéerne blev til virkelighed. Ved hans 50-års fødselsdagsfest i 1941 - i mørklægningens og udgangsforbuddenes tid - blev han, på trods af disse hæmmende foranstaltninger i tidsrummet imellem sidste og første sporvogn fejret af 250 skole- og teaterfolk. Festen foregik på Det ny Teaters scene, der var stillet til rådighed af den daværende direktør Thorvald Larsen. På bordene stod høje sokler, der bar et halvt hundrede pragtfulde dukker, der var påklædt og udformet som konkrete personer fra skolescenens forestillinger. Dukkerne var fremstillet i formningstimerne af københavnske skolebørn, der hermed sagde tak for alle skolesceneforestillingerne og udnævnte Thomas Hejle til ”æresonkel”.

Ved festen hyldes han med mange taler, og skuespillere blandt gæsterne opfører en lille forestilling, hvor de - i rollerne som skolescenens digtere og forestillingernes kendte karakterer - hædrer fødselaren. Sidst i denne optræden kommer Thalia - komediernes muse - frem på scenen og laurbærkranser hædersgæsten.  I samme anledning skriver den kendte visedigter, Viggo Barfoed, med pseudonymet ”Ærbødigst” en vise, der på sin vis sagde det samme, som de mange talere ved festen havde givet udtryk for:

  Festen for Thomas P. Hejle og Dansk Skolescene  
19. januar 1941 kl. 0.15 på Det ny Teater

 Thomas P. Hejle - Hans liv og levned

Vi kender jo det gamle ord:

Vorherre skabte jyder,

men fanden skabte vendelboer,

sandsynligt nok det lyder.

En gammel bisp i Børglum skrev,

at dem fra Vester Hjermitslev

er særlig hårde negle.

Og sådan én er Hejle.

Han vogted' får, da han var pog,

og han var skrap, den lille:

”Hør når a løfter denne bog,

så skal I være stille!”

Og så holdt fåreflokken kæft,

men han blev ked af den geskæft.

For forke, leer og plejle,

var ikke no’et for Hejle.

Når en som Hejle fremad vil,

kan ingen magt ham hindre.

Han var beskeden udadtil,

lidt mindre i det indre.

De fleste buser lige på,

men til sig selv han sa’ som så:

”Nu rolig, bette Hejle,

forsigtig må du sejle.”

En skønne dag i København

man unge Thomas finder.

Den tog ham ikke straks i favn,

for sådan er de kvinder.

Og ventetiden faldt lidt lang.

Den gi’r sig ikke første gang,

 man prøver på at bejle.

”Så venter vi,” sa’ Hejle.

Troskyldigt lagde han på skrå

sit lille barneho’de.

I øjet hjertets enfold lå.

Ja, det var no’et, man troede.

Men ræsonnered’ man sådan,

at man vel sagtens tumle kan

en lille fyr som Hejle,

så kom man til at fejle.

Og der gik ikke mange år,

før Thomas han var oppe.

Når vendelboer blot medvind får,

kan man dem aldrig stoppe.

Alt hvad der kaldes for kultur

fra Gedser rev og op til Fur,

fra København til Vejle,

beherskes snart af Hejle.

Det største selv han med sig har,

de gi’r sig, når han snakker.

Og når han dem i fuppen ta’r,

beærede de takker.

Bagefter spø’r de: Hvordan gik

det til, at han sin vilje fik?”

Men hvem kan stå for Hejle?

Nej, katten riw og stejle!

At du så stort og vidt det drev,

det må os jyder fryde.

For skønt du er fra Hjermitslev,

er du dog en slags jyde.

Men du er næppe helt tilfreds.

Hvad kan der ske, før du bliver tres?

O Hejle, Hejle, Hejle

fræk er du - jamen dejle’!

Thomas Hejle døde pludseligt i efteråret 1952. Thomas P. Hejles Ungdomshus fik en ny leder, og Gerd Hejle fortsatte som medarbejder i mange år herefter. Børn havde Gerd og Thomas Hejle ikke, men i ”Bogen om Dansk Skolescene” fra 1956 fremgår det, at forfatteren, Jesper Ewald, ved Thomas Hejles bisættelse udtaler følgende: ”Han, den barnløse, havde tusinder af børn, som elskede ham. ”Ungdomshuset” på Nørrevold er deres hjem, som før stod hjemløse på gadehjørnerne, værgeløse over for tilværelsen. Han rettede dem op, gjorde dem selvstændige, gav dem ære, og - - - gik stille videre, når det var lykkedes.”  

Jeg vil lade barndomsvennen fra Vester Hjermitslev, forfatter og højskoleforstander Bernhard Jensen - søn af Thomas Hejles gamle lærer, Erik Jensen - afslutte denne skildring om Thomas P. Hejles liv og virke: - Selvom Thomas Hejles liv blev knyttet til hovedstaden, skar han dog ikke forbindelsen til hjemegnen over. Det var nødvendigt for ham simpelthen at bevare samhørigheden med alt det, hvori han havde rod. Han beholdt sin mors lille hus i Vester Hjermitslev og slog sig ned deroppe hver sommer. Og når han syntes, det slæbte for tungt på inde i hovedstaden, tog han en rask tur ud til forsamlingshusene og læste op og holdt foredrag og modtaget med åbne arme - og kom så tilbage ladet med friske indtryk, nye historier, genoprettet mod og med flunkende nye ideer.

Når han traf venner hjemmefra, var det hans store fornøjelse at genoplive barndommens verden. Med næsten selvplagerisk beskedenhed bød han til bords: ”Ja, vær no så gue, to det er da båre javn hajel”. Og så var det meningen, at man skulle fortsætte som to værdige, ældre kvinder, der overbød hinanden i falsk ydmyghed.

  Ja, Hjermitslev! Hjermitslev! barndommens land. Han drømte mange gange om at vende tilbage, når engang han blev færdig. Ak, færdig. - Aldrig ville han være blevet færdig. Om kort, om langt - afslutningens time ville altid have fundet ham i udviklingen af nye store planer.

Men hjem kom han. Sammen med forældre og søskende og omgivet af det hele sogn hviler han nu på kirkegården i Vester Hjermitslev.