En almindelig dag i 50erne.

af Lisbet Thorendahl

Jeg kom ud af skolen efter 7. klasse i 1955. Det næste år var jeg pige i huset hjemme hos mor. Jeg havde mit værelse på loftet med kvist mod syd, og min dag startede med, at mor kom op og vækkede mig klokken otte. På dette tidspunkt havde hun selv været oppe en times tid - lavet kaffe, rodet op i gløderne i kaminen i stuen, fyldt koks på - og måske havde hun tændt alle gasblus i køkkenet, så hun kunne nyde sin morgenmad i et lunt køkken. Hun var et menneske, der forstod at arrangere sig godt, varmt, roligt og hyggeligt. Hun holdt af den stille time, før vi andre stod op, og hvor hun i ro og mag spiste dagens første måltid samtidig med, at hun lagde planer for dagens gøremål.

Det er nu ikke helt sandt, at mor var den eneste vågne, for mens far og jeg sov i værelser på den vestre ende af loftet, var centraldamen, der havde værelse og centralstue i den østre ende, allerede i gang. Telefoncentralen, som min far var bestyrer af, havde daglig åbningstid mellem syv morgen og otte aften. Der var nu ikke mange, der ringede i den første time af åbningstiden, så i dette tidsrum kunne centraldamen vaske sig, få tøj på og få fyret op i gløderne i den lille kakkelovn i centralstuen, inden mor ved ottetiden kom op med hendes morgenmad. Det var nok på tilbagevejen herfra, at hun kaldte på far og mig.

Vi to spiste ofte morgenmad sammen - men det kunne hænde, at klokken blev halv ni inden far var oppe. Jeg drak kaffe med sukker og fløde og spiste den mellemmad, som mor havde smurt, inden jeg stod op. Den bestod af en skive rugbrød og en skive hjemmebagt sigtebrød med et godt lag smør imellem. Også far drak kaffe, det gjorde alle i familien. Hele året igennem spiste han ost til sin morgenmad. Det husker jeg tydeligt, for osten hentede han i en skuffe i værkstedet. Det var nemlig en gammel ost, som mor ikke ville have i køkkenet. Senere underholdt han mine børn med, at osten var så gammel, at han, som han sagde, kunne høre dyrene skrige, når han satte kniven i den! Om vinteren havde vi ofte et speget lammelår hængende på et søm i den kolde baggang. Når det var tilfældet, hentede far spegelåret og skar nogle tynde skiver, som han spiste på sigtebrød. Vi snakkede ikke så meget, når vi sad der i køkkenkrogen. Mor gik til og fra, hun var allerede i gang med formiddagens arbejde. Det kunne dreje sig om de tidlige forberedelser til den varme middagsmad, som vi spiste klokken halvtolv. Hvis vi skulle have klipfisk eller tørrede rødspætter, havde hun haft fisken liggende i mælk natten over. Nu skulle den taget op og dryppes af og ligge lidt, inden den skulle koges eller steges til middagsmaden. Det kunne også være, at vi skulle have suppe, og i så fald var suppegryden allerede sat over og i kog, når far og jeg spiste morgenmad. Sommetider ringede butiksklokken, og så var det mig, der gik ind og ekspederede kunden. Mor gjorde det aldrig.

Formiddagens arbejdsopgaver var delt op i det, der skulle laves før, og det der skulle laves efter formiddagskaffen. Mor stod hovedsagelig for madlavningen og mit arbejde bestod af rengøring og afløsning på centralen. Inden formiddagskaffen skulle der i ugens fem første hverdage fejes i forgangen, på trappen op til loftet og i baggangen. Om lørdagen blev der vasket gulv de samme steder. Forgangens fire måtter blev banket i smøgen mellem vores hus og Brugsforeningen. På vej ud med måtterne kikkede jeg efter, hvad der foregik i byen. Folk kørte, cyklede og agede forbi. De råbte hilsener til hinanden eller drillende bemærkninger. Høje gamle ford-biler tøffede afsted, og hestevogne holdt ventende udenfor butikkerne. Det var næsten umuligt at være ude med måtterne uden at komme i snak. Nogle gange kom mor ud i døren. Så vidste jeg, at arbejdet kaldte, jeg skulle nemlig også støvsuge og tørre støv af i stuen inden formiddagskaffen. Måske skulle jeg også en tur til købmanden efter et eller andet, som mor skulle bruge til middagsmaden.

Klokken ti præcis kommer min søster til formiddagskaffe. Hun er gift og bor i byen. Hun er en travl kone med gang i mange ting, så hun kommer hæsblæsende ind og sætter sig på bænken ved ydersiden af bordet, - og så går snakken. Det er dagligdags, praktiske ting, der snakkes om og diskuteres. Det kan også være nyheder fra byen eller sammenkomster, som hun eller mor har været til, og som lige skal have et par ord med på vejen. Ved formiddagskaffen sidder jeg på bænken inden for bordet og mor ved hjørnet af bordet på bænken ved siden af mig.

Far drak almindeligvis ikke formiddagskaffe. Men hvis hans bror Niels fra Mosen eller andre kikkede ind på dette tidspunkt, så var han med, og så blev snakken ekstra højrøstet og gemytlig.

Mor havde den holdning, at formiddagsarbejdet skulle være til side inden kaffen klokken ti. Hun sagde "etter kaffen hår vi intj længer kommandoen øver tijn(tiden)", for så var det middagsmaden, der stod for. Derfor skulle kartoffelskrælning og anden forberedelse af middagsmaden helst være til side inden formiddagskaffen.  Det betød til gengæld, at vi med god samvittighed kunne lade det hyggelige formiddagsmåltid vare en halv time og sommetider tre kvarter, før arbejdet igen kaldte.

Udover de nævnte køkkenpige opgaver, deltog jeg ikke i madlavningen. Mor kunne godt lide at lave mad, og det var vigtigt, at dagens forret og efterret kom til at smage lige præcist, som den skulle i vores familie. Det var ikke noget, man satte en 15-årig pige til. Jeg havde heller ikke særlig meget lyst til at lære madlavning, hvad jeg i øvrigt heller ikke havde i forhold til de andre huslige opgaver. Jeg vidste, at jeg ville noget andet, men anede ikke hvad, - og troede vel heller ikke, at jeg kunne ret meget.

Mens mor lavede mad, havde jeg tid til noget, der i de år havde min interesse, nemlig at brodere. Forinden skulle jeg dog have redt jeg min seng og ryddet lidt op på mit værelse. Herefter havde mor ikke noget imod, at jeg satte mig i lænestolen lige inden for køkkendøren med en pude i ryggen og en pølle under lårene - sådan sad jeg bedst - og broderede på den dug eller sofapude, som jeg var i gang med. Måske hørte jeg radio, men jeg skulle passe på, at det ikke kom til at virke alt for behageligt. Jeg var jo ung pige i huset, og det skulle faktisk tages alvorligt.

Et kvarter over elleve kaldte mor, så skulle der dækkes bord, og hvis kartoflerne var kogt med skindet på, skulle de pilles. Når det var gjort, og mor var færdig med maden, gik jeg op på loftet til centralstuen for at afløse. Pigen, som vi også kaldte centraldamen, spiste sin middagsmad i køkkenet. Hun spiste alene og sad på bænken på ydersiden af bordet. Mor var måske i køkkenet, men ofte tror jeg, at hun gik ind i stuen, og lod pigen spise i fred. Maden stod på komfuret - panden med frikadeller, gryden med kartofler og kasserollen med sovs. Ofte stod der bagerst en gryde med grød eller saftsuppe til efterret.

Efterfølgende spiste vi andre. Mor spiste langsomt. Far spiste hurtigt. Om middagen sad jeg på bænken uden for bordet, og det var mig, der rendte, når butiksklokken ringede hæst. - Snakkede vi? Ja, vi snakkede om løst og fast - ikke nødvendigvis hele tiden. Måske fortalte far noget, han havde hørt i butikken om formiddagen, eller vi fortalte noget, som vi havde hørt i formiddagens løb. Vi snakkede også om maden. Far ville helst have, at den ikke var brændende varm. Det siges, at jeg nynnede ganske sagte under spisningen. Vi nød maden!

Middagsretterne til daglig var aldrig bøf, koteletter, flæskesteg, forlorne fugle, frikassé, høns i asparges, stegte kyllinger eller duer, oksekødssuppe eller hønsekødssuppe. Disse retter var forbeholdt søndagene. Den daglige mad kunne være stuvet hvidkål/blomkål/spidskål med kogt, saltet flæsk eller frikadeller til, det kunne være stegt flæsk med kartofler og løgsovs, millionbøf, stegte rødspætter med kartofler og persillesovs. Til retter med hvid mælkesovs fik vi rødbeder og til retter med brun sovs fik vi syltede asier eller augurker. Vi fik også jævnligt, det vi forstod ved dagligdagssupper. Det kunne være hvidkålssuppe, som var kogt på udvandet flæsk fra saltkarret, "gode" ben og grisehaler. Det kunne også være gule ærter eller grønkålssuppe. Disse supper var ofte kogt på udvandet lammebov eller lammeside og stribet flæsk ligeledes fra saltkarret. Supperne var kogt med en suppevisk, og der var kartofler, gulerødder og grøntsager i suppen. Når vi om søndagen eller ved festlige lejligheder fik hønsekødsuppe eller oksekødsuppe, var der kødboller, melboller og gulerødder i suppen. Kødet, som suppen var kogt på, fik vi bagefter i peberrod-, asparges- eller sur-og-sød sovs med kartofler eller butterdejssnitter til.

De dagligdags efterretter kunne være mælkesagosuppe, frugtsagosuppe eller ølsagosuppe, henholdsvis med sukker og kanel, en klat kold grød, rørt æggeblomme og sukker i. En efterret kunne også være vandgrød, risengrød, fløjlsgrød eller mannagrød med sukker, kanel og en smørklat, og hertil saftevand eller sødt øl. Om sommeren var efterretten ofte frugtgrød. Hvis man om vinteren fik frugtgrød - før fryseboksens tid - var det som regel grød af tørrede frugter som svesker eller abrikoser. Hertil fik vi mælk blandet med fløde. Om søndagen var efterretten blevet til dessert. Det kunne være fromage - oftest citron eller ananas, det kunne også være budding med saftsovs. Is var ofte desserten om søndagen. Om sommeren var det jordbær med fløde eller jordbærgrød, der var den hyppigste dessert.

Men tilbage til middagsmaden den her almindelige dag i 50erne. Klokken godt tolv var måltidet overstået. Og efter at far lige havde været et vend inde i butikken, stak han igen hovedet ind i køkkenet og sagde: "A gor nier!"  Det betød, at han gik ned og fodrede grisene, som vi havde i et hus nede i haven, - og at jeg imens skulle passe butikken.

Om sommeren sov mor middagssøvn i soveværelset og om vinteren på sofaen i stuen. For at kunne ligge på den lidt korte sofa, lavede hun en indviklet opstilling af sofapuder og pøller, så hun halvt liggende, halvt siddende kunne slappe af med et tæppe over benene og Familie Journalens seneste afsnit af den fortløbende roman.. Hun lagde sig sommer og vinter umiddelbart efter, at vi havde spist, og var oppe igen klokken to.

Efter at have fodret grisene satte far sig til rette i værkstedet, hvor han tog sin middagslur. Jeg vaskede op, ryddede alt tilside og sluttede med at feje køkkengulvet. Herefter vaskede jeg hænder og nettede mig lidt, før jeg satte mig i stuen med mit håndarbejde. Nu hørte jeg radio med god samvittighed. Først var der middagskoncert og derefter oplæsning af den fortsatte radioroman. Over middag var der stille i landsbyen. Far kunne roligt tage sig en lur i værkstedet, der kom sjældent kunder i butikken i middagsstunden.

Klokken halv tre var mor i gang med at hælde kaffen om. Hun var nu nyvasket, duftede af Nivea creme, og hun havde skiftet formiddagens kittel ud med en kjole. Jeg skulle nu dække bord til eftermiddagskaffen og sommetider gå til bageren efter et franskbrød eller til købmanden efter et stykke ost. Det var mor, der ofte fik lyst til, at der skulle købes bagerbrød til afveksling for det hjemmebagte og et nyt stykke ost med kommen fra Drustrups glas-ostedisk.

Centraldamen fik eftermiddagskaffen bragt op i centralstuen, og ved halv fire tiden skulle hun have sin daglige fritime, hvor jeg afløste hende. På det tidspunkt var der ikke så mange, der ringede. Det var den stille eftermiddagstime, hvor koner hyggesnakkede med hinanden eller ringede til deres voksne børn. I centralstuen var der et stort kvistvindue ud til vejen, så man kunne passe centralen og samtidig følge med i, hvem der gik forbi. I centralstuen fyldte centralbordet pladsen foran vinduet. Af andre møbler var der et lille skrivebord og en gammeldags kontorstol med buet ryglæn. Den ene væg i rummet var dækket af et træpanel, bag hvilket der var en masse ledninger og tekniske installationer, som hørte telefoncentralen til. På den modsatte væg var et skab, hvori hver abonnent havde sit lille rum. Heri blev dagligt indlagt de notaer, der fortalte, hvortil abonnenterne havde ringet og i hvor lang tid samtalen havde varet. Det var kun de udenbys samtaler, der blev noteret. De indenbys samtaler var betalt over abonnementet.

Efter at jeg havde afløst ved centralen kom min fritime. Det var nu ikke nogen officiel fritime, som centraldamens, men et tidsrum, hvor jeg med god samvittighed kunne gå rundt i byen med veninderne. På den tid af dagen - sidst på eftermiddagen - var der travlhed i byen. Cyklende mænd var på vej hjem fra arbejde, og skulle lige ind om slagteren og købe et halvt pund fars med hjem til aftensmaden. Koner og piger var ude med indkøbskurvene - og Skadhauges fragtbil fra Ålborg kom tilbage fra den daglige tur. Ude fra gårde og husmandssteder kom folk bilende og cyklende til byen for at handle. Der var lys i butiksvinduerne, og vi piger gik fnisende rundt og følte os godt tilpas. Vi var måske et vend inde i manufakturforretningen for at kikke på nye varer og senere ved Brønderslev-rutebilen for at se, om der var nyheder at hente der. Måske aftalte vi, at gå i biografen eller mødes senere på aftenen.

Det kunne hænde, at jeg fik øje på mor, der stod i døren og spejdede efter mig. Det kunne betyde, at hun havde fået lyst til at lave noget særligt til aftensmaden og havde brug for mig til at gå til købmanden. Det kunne aldrig falde mor ind, selv at gå.

Vi spiste aftensmad klokken seks. Måltidet bestod typisk af brasede kartofler og det kolde kød fra middagsmaden. Det kunne også være, at mor i eftermiddagens løb havde fået lyst til gratin, skinkepie eller andre retter af den slags, som far kaldte for højskoleføde. Udover den varme ret, som slet og ret kunne være et spejlæg, var der leverpostej, lidt pålæg og ost på bordet. Sommetider sluttede vi måltidet af med en puddersukkermad, især når mor lige havde bagt sigtebrød. Om vinteren drak mor og far te til maden. Ved dette måltid spiste centraldamen efter os, og hvis jeg spiste hurtigt, kunne hun nå ned og spise sammen med mor og far.

Mens jeg vaskede op "gjorde far rent" i butikken. Denne rengøring bestod i, at han gik rundt og oversprøjtede trægulvet med vand fra en flaske. Herefter fejede han!

Så skulle grisene fodres en sidste gang, inden han vaskede sig ved køkkenvasken og kom ind i stuen og holdt aftensfri sammen med vi andre. Nogle aftener blev jeg hjemme på grund af radioen. Tirsdag var der gammeldags dansemusik og senere på aftenen radioteater. Det var udsendelser, vi kunne lide. Mor og jeg lavede håndarbejde, og far sad i sofaen og røg pibe. Mindst én gang om ugen var jeg i biografen, og de andre aftener gerne deroppe for at snakke med dem, der skulle i biografen. Nogle gange kunne vi lokke kontrolløren, der var min fætter Niels Aage Engelund, til at lukke os gratis ind. Enkelte film så jeg fem gange. 

Hvad kunne man ellers lave i Vester Hjermitslev en vinteraften? Erindringen siger mig ikke, at det nogensinde var kedeligt. Vi besøgte hinanden, besøgte nogen eller gik en tur. Vi besøgte også sommetider centraldamen, der om aftenen efter lukketid ofte havde besøg af veninder. Centralen lukkede klokken otte. Der kunne dog ringes efter den tid, men til en dyrere takst. Hvis centraldamen var hjemme, tog hun sig af de få opringninger, der var i aftenens løb. Men i princippet havde hun fri. Efter lukketid kunne vi sidde i stuen og passe centralen. Vi havde en klokke her, der ringede højt og vedvarende, når nogen ønskede at telefonere. Så rendte én af os - far eller mig - op ad trappen og klarede ekspeditionen. Det kunne være frygtelig irriterende, hvis vi var midt i et hørespil fra radioen. Mor deltog aldrig i pasningen af centralen.

Jævnligt om vinteren var mine forældre ude til spise- eller kaffegilder. Oftest på ugens almindelige aftener. Så benyttede jeg lejligheden til at invitere kammerater - drenge og piger - med hjemme til kaffe efter biografturen. Vi sad i stuen og spiste ostemadder eller kage til kaffen. Vi snakkede og havde det hyggeligt. De var altid gået, og jeg var i seng inden mor og far kom hjem. Jeg ryddede op efter gæsterne, men lod kopperne stå til næste dag. Det var nemlig ikke almindeligt, at vi vaskede op efter aftenkaffen, - og det var ingen hemmelighed, at jeg havde haft gæster.

Inden jeg gik i seng, låste jeg døren og huskede at tage nøglen ud, så mor og far eller centraldamen kunne komme ind. Så gik jeg på badeværelset og vaskede hoved og hænder, børstede tænder og smurte Nivea creme i ansigtet. Jeg havde måske lagt en varmedunk i sengen for mit værelset var iskoldt. Jeg frøs nu ikke, for mor havde sørget for, at jeg havde et flonelstæppe i sengen og et stort tæppe over dynen.. Jeg havde lys over sengen, så med dynen godt op omkring skuldrene kunne jeg fint ligge på maven og læse i en bog. Efter at have slukket lyset bad jeg Fadervor og bad Vorherre om at passe på hver enkelt medlem af min familie - og mig selv.

Men ikke alle nætter var lige rolige på loftet i Jens Andreasens hus. Jævnligt blev vi i nattens løb vækket af den klokke, der fortalte, at nogen havde brug for at telefonere. Så hørte jeg fars nøgne fødder hen over loftet - og så faldt jeg i søvn igen. Det skete dog enkelte gange, at vi alle blev indviet i det, som opringningen drejede sig om. Så lød fars lidt hæse, forskrækkede stemme hen over loftet: "Det brajer (bænder) i Alstrup!" Så var vi hurtigt på benene og ved vinduerne for at kikke efter ildskær og lytte efter brandbiler.

Men almindeligvis var nætterne stille i Vester Hjermitslev. Om sommeren stod mit vindue åbent ud til haven, og her sad jeg somme tider med ryggen mod væggen og benene udstrakt langs vindueskarmen og kikkede ud over markerne og mergelgraven under Langbak. Her blev jeg bekendt med den store ro, som naturen - også den dag i dag - kan give mig.

Ja, - men ikke desto mindre, er det sådan, jeg husker det!