Ny side 2

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev

Min fødeby og mit hjem i Vester Hjermitslev af Bodil Vibe-Petersen
Erindringerne er forfattet af Bodil Vibe-Petersen, Bakkegårdsparken 129-L, 6630 Rødding. Bodil er født i Vester Hjermitslev i 1914. Hun er datter af smedemester Valdemar Kristensen og hustruen Johanne Marie f. Jensen. Parret havde smedemesterforretning og privat bopæl på adressen, Assenbækvej 9 i Vester Hjermitslev indtil 1945. I beretningen fortæller Bodil om barndommen i 20ernes Vester Hjermitslev, om hjemmet, veninder, lege og skolegang. Erindringerne er forfatter i 2004 - 2005 i dialog med Lisbet Thorendahl,
	Jeg er født i 1914, runder i år 2004 altså 90 år. Meget af, hvad jeg burde huske, er måske gået i glemmebogen, men jeg har nogle slægtsnoteringer, jeg kan holde mig til.
Min far Valdemar Kristensens familie Jeg er nummer tre af en søskendeflok på fire, alle piger. Min far var smed Valdemar Kristensen. Han var født den 2. juli 1879 og søn af Chresten Nielsen Smed og Else Marie Jensdatter. Hendes fødenavn var Nørgaard, og begge er født i Hjermitslev. Chresten Nielsen Smed var bysmed og havde et landbrug, Marken (matr. 21c), nordvest for Hjermitslev. Han deltog i krigen i 1848 og fik veteranernes medalje. Denne medalje, husker jeg, prydede min farbror Antons skrivebord.
	Gården ”Marken” vest for Hjermitslev by (matr. 21c ).
Min fars forældre havde seks børn. En datter Kirsten, der blev gift med gårdejer Niels Mariegaard i Vittrup. Jens overtog fædrenehjemmet med smedjen. Han drev ejendommen videre med landbrug, og broderen Peder flyttede smedjen til Vester Hjermitslev mejeriby.

Bysmed Peder Kristensens nye hus fra 1902.
Anton blev murer og efter at have opholdt sig i Esbjerg og København i flere år, bosatte han sig i Hjermitslev. Han byggede hus (Assenbækvej 5) med forretning, der blev drevet som bog- og galanteriforretning og passet af hans husbestyrerinde. Selv arbejdede han som murermester og oprettede senere cementstøberiet (Blæshøjvej 14) i byen. I boligen på Assenbækvej havde han i et stort lyst rum med vinduer i en hel væg fra gulv til loft, et fotoatelier. Det var nedlagt, da jeg var barn, men det store bagtæppe hang der endnu, og der stod små borde, bænke og stole, som havde været brugt, når børn skulle fotograferes. Så var der broderen Niels, også han var murer. Han bosatte sig i Nørre Sundby og blev gift med en kvinde fra Thy.
	Smedemester Valdemar Kristensen
Min far Valdemar var den sidstfødte. Min farmor var 50 år, da han blev født, så derfor var mine fætre og kusiner på fars side næsten jævnaldrende med mine forældre. Jeg har fået fortalt et lille kønt træk om min farmor. Hun var jo som nævnt 50 år, da hun blev gravid med min far. Nabokoner og venner beklagede hende, fordi hun nu igen i den alder skulle have ”en bette”. Dertil svarede min farmor: ”I ska’ int beklaw mæ for en bette Guds gaw.” Min far startede også som murer. Efter svendeprøven (svendebrevet har jeg) tog han på teknisk skole i Aalborg for at videreuddanne sig til arkitekt. Men da broderen Peder blev langvarigt syg, blev Valdemar kaldt hjem for at aflaste og hjælpe broderen. Valdemar var ugift, så familien anså ham som forpligtet til at hjælpe broderen og familien. Valdemar blev så oplært som smed. Han var fra barn af ikke ukendt med arbejdet, og da Peder senere døde, overtog Valdemar smedjen, som han førte videre indtil sin død i 1945. Min far var meget glad for musik. Selv spillede han på violin, tværfløjte og horn/trompet og var fortrolig med noderne. Han spillede også med i Kirkegaards lille ensemble, når de spillede morgenmusik til sølvbryllupper. Jeg kan også huske, at han spillede med ved en juletræsfest, men da var jeg ikke ret stor. Engang tog han mig med til kirkekoncert, hvor en dygtig violinist spillede. Far var stærkt berørt af den smukke musik, og jeg husker selv, at jeg var opfyldt af undren over, at der kunne spilles så flot og varieret musik på det instrument. Da tyskerne besatte Danmark, beslaglagde de smedeværkstedet, dog således at far kunne arbejde. Autoværkstedet var flyttet derfra, da svigersønnen Thøger Nielsen overtog den afdeling i sit nyopførte værksted. Han blev gift med min søster Inger. Inden sin død nåede far at få at vide, at tyskerne var ude, og at værkstedet igen var hans eget, men han levede ikke længe nok til at få glæde af det. Min mor Johanne Marie Jensens familie Min mor Johanne Marie Jensen blev født i 1887. Hun var datter af lærer Erik Jensen og Inger Marie Jensen. Inger Maries fødenavn var Christensen, og hun var fra en gård i Manna. Eriks hjem lå nordøst for Manna. Det var en arbejderbolig, der lå blandt andre arbejderboliger et sted, der kaldtes Hyberhusene. Erik Jensen var en begavet og videbegærlig ung mand, der fik gennemført, at han kom på Askov højskole. Forinden han drog sydpå, blev han og Inger Marie forlovet. Han må have været dygtig, for han blev efterfølgende stærkt opfordret til at tage mod en lærerstilling ved en friskole i Kerteminde. Han tog skridtet, og parret blev gift. De to første børn blev født i Kerteminde, Axel (P. Jensen), der senere blev kunstner og min mor Johanne. Da friskolen kom i vanskeligheder på grund af lederens død, stod Erik uden arbejde, nogen læreruddannelse havde han ikke, så familien besluttede, at han måtte til København for at få uddannelsen, der dengang tog to år. Så efter endt uddannelse og med et eksamensbevis i hånden fik Erik Jensen arbejde som lærer i nærheden af Brønderslev. Der blev tredje barn født. Det var Bernhard. Han blev senere gift med Margrethe fra Nørre Sundby, min kusine, datter af fars ældre bror Niels. Bernhard blev journalist og arbejdede ved Haandværkerbladet. Senere var han primus motor i arbejdet med at oprette Brandbjerg Haandværkerhøjskole, og han var højskoleforstander her, indtil helbredet svigtede. Herudover var han forfatter. Han skrev en del bøger og fik et eller to skuespil opført på Det Kongelige Teater.
	Vester Hjermitslev skole og den stråtækte førstelærerbolig, manden med hat bagved børnene er lærer Erik Jensen.
I 1895 søgte og fik Erik Jensen andenlærerjobbet i Vester Hjermitslev. Nogle år efter døde førstelæreren, og Erik rykkede op i dette embede, som han bestred indtil 60-års alderen, hvor han måtte lade sig pensionere efter et hårdt angreb af sukkersyge. Mine bedsteforældre byggede herefter et hus (Assenbækvej 13) i Hjermitslev by. Det er herfra, jeg bedst husker mine bedsteforældre. Da bedstefar ikke var særlig gammel ved pensioneringen, købte de en stor grund, hvor bedstefar avlede mange grøntsager, og hvor bedstemor havde en stor hønsegård. Bedstefar skulle dagligt have en sprøjte insulin, og da han var ret svagtseende af grøn stær, var min far Valdemar Kristensen hver morgen i ret mange år nede og fylde sprøjten med de tilmålte milliliter. Bedstefar kunne selv sprøjte sig. Desuden holdt han en meget streng diæt, al hans brød og kartofler blev vejet. Det var meget sjældent, at han brød diæten, men han klarede sig også livet igennem uden de følgesygdomme, som sukkersygepatienter kan løbe ind i.
	Børn i lærer Jensens have - ant. i 1920'erne (Assenbækvej 13)
Sønnen Axel blev som nævnt kunstner. Allerede som barn viste han gode evner i den retning. Han var i 1930erne og 40erne én af landets højst betalte kunstnere. Han blev gift med en datter fra Vestrupgaard i Saltum. Jeg kender hende kun under navner Søster. De fik en søn, der blev født ret sent i deres ægteskab. Han fik navnet Niels og blev uddannet lærer. Han arbejdede i mange år på Den Internationale Højskole i Krogerup og var også filmkritiker. Min egen familie Min mor, Johanne Marie blev som 19-årig gift med min far Valdemar Kristensen, og de fik 4 piger. Den ældste, Else, opnævnt efter farmor og gift med skomager Søren Clemmensen. De havde forretning med værksted i Hjørring indtil pensionsalderen. De havde tre børn. Min næstældste søster, Inger, var opnævnt efter mormor. Hun var to år yngre end Else. Hun blev gift med Thøger Nielsen, der var svend hos far. De byggede hus og autoværksted (Assenbækvej 15) i den østre del af mine bedsteforældres have. De havde en søn, Preben.
	Inger og Thøger Nielsens autoværksted på Assenbækvej 15.
Pige nummer tre var altså mig. Navnet blev Petra Bodil, opnævnt efter farbror Peder, der døde tidligt. Bodil blev kaldenavnet. Jeg forlod skolen som 14-årig. Herefter var jeg et års tid hos mine bedsteforældre i Hjermitslev som formiddagspige, dernæst hos en købmand i Stenhøj syd for Frederikshavn. Hans kone havde været husbestyrerinde hos min onkel Anton, og hun og jeg kom så godt ud af det med hinanden, at vi bestemte, at fik hun brug for en pige, kunne hun bare sende bud efter mig. Opholdet hos dem blev et sejt halvt år for mig at komme igennem. Jeg længtes så forfærdeligt hjem, og hendes mand krævede meget arbejde, så da han ville fæste mig for et halvt år mere med lønforhøjelse, var svaret, nej! Efter at jeg var kommet hjem, kom købmand Drustrup og ville have mig til at arbejde på kontoret for ham. Forretningen var lige blevet delt, og bogholder Axel Hansen havde overtaget grovvareafdelingen. Jeg skulle føre regnskabet for debitorerne i købmandsforretningen. Jeg tror ikke, Hansen havde arbejdet hurtigt. Hans skrift var som prentet. I hvert fald kunne jeg ikke få en hel dag til at gå med debitorerne i kolonialafdelingen, så jeg kom til at læse lidt lektier med de to yngste piger. Jeg fik også lov til at hjælpe i butikken både med ekspeditioner og afvejninger. Jeg var hos Drustrup et år. Derefter havde han ikke brug for mig længere. August det følgende år kom jeg på Købmandsskolen i København. Jeg var på det tidspunkt 17 år og har ikke senere haft fast bopæl i min hjemby, men naturligvis stærk tilknytning og ferieophold i mit hjem og hos min søster Inger, der var gift med mekaniker Thøger Nielsen. Mens jeg gik på handelsskole i København boede jeg hos min morbror Bernhard og hans kone Margrethe. Uddannelsen varede ca. 1½ skoleår, og jeg fik min handelsskoleeksamen. Et skoleforløb, som jeg var meget glad for. Herefter var jeg to år på kontor i Hjørring. Så syntes jeg igen, at der skulle ske noget andet og blev i 1936 ansat i Fros Herreds Sparekasse i Rødding. I denne by lærte jeg min senere ægtefælle Aage Vibe Petersen at kende. Han havde en Material- og Fotoforretning i Rødding i Sønderjylland. Der er fire børn i vores ægteskab. Min yngste søster blev født i 1921, og hun blev døbt Sigrun. Der var ingen på det tidspunkt, der skulle opnævnes. Navnet, hun fik, var et nordisk navn nok ikke så almindeligt. Hun blev gift med Børge Møller, der stammede fra Løkken. De levede hele ægteskabet i Løkken og havde en fiskeforretning, som de førte videre efter Børges forældre. I ægteskabet var der tre børn. Sigrun døde, da hun var 49 år gammel, Inger, da hun var 60 år og Else, da hun var 73. Som nummer tre i flokken har jeg i sommer rundet de 90 år. Så vidt jeg ved, er der ingen af min slægt tidligere, der er blevet så gammel.
	Smedemesterboligen på Assenbækvej 9
Først om byen Vester Hjermitslev, som jeg er opvokset i. Vester Hjermitslev ligger ved landevejen fra Brønderslev og til Nr. Saltum. Der er ca. 12 kilometer fra Brønderslev og til Torvet i Hjermitslev, hvor en korsvej mod nord fører til Ingstrup og mod syd til Alstrup og Sndr. Saltum. Der er et naturligt midtpunkt ved krydset, hvor et par store forretninger og mejeriet lå. Ca. 15 minutters gang herfra mod øst lå Lunden. Et mindre område med læplantning både til nord og vest. Jeg tror, der var et par gynger, i hvert fald var der bænke. I Lunden samledes vi til Sankt Hansbål, og jeg tror en del gik aftentur til Lunden. Når jeg ser på udviklingen i landsbyer i dag, hvor man næppe kan beholde eller give livsmuligheder for en lille købmand, undrer jeg mig over, hvor rigt handel og håndværk var repræsenteret i vor lille by, da jeg var barn. Jeg vil nu prøve at huske husene og nogle af de mennesker, der boede i dem i min barndom først i 1920erne. På sydsiden af hovedgaden fra øst er der først et gartneri med forretning. Gartneren hed Andersen. Derefter kom en slagterforretning med slagtehus, hvor vi børn måbende så til, når slagteren åbnede en oksekrop og tarme og indvolde dampende blev hevet ud. Derefter kom et smedeværksted med stald, hvor hestene blev skoet. Der var en del børn hos smed Mortensen. Den ældste hed Gunhild. Hun og jeg var jævnaldrende og de bedste legekammerater, indtil hun som 14-15 årig blev angrebet af tuberkulose og indlagt på sanatorium i flere år. Huset herefter havde skiftende ejere og erhverv. Der boede en skrædder der, da jeg var barn, og senere kom der et sæbehus. En mindre smøge, som kaldtes Enkestræde lå imellem inden det næste hus, hvori der var en skotøjsforretning. Jeg tror ejeren hed Nielsen. Han havde også reparationsværksted. Da jeg var lille, husker jeg, han havde en svend, der var fra Polen. Han var meget rar, og jeg ville gerne både se ham slå pløkker i og snakke med ham. Derefter boede urmageren. I hans forretning var der både ure og sølvvarer. Han hed Kirkensgaard. Både faderen og sønnerne var musikalske. De spillede både til dans, fest og juletræsforsamling. Desuden leverede de morgenhornmusik ved sølv- og guldbryllupper. Derefter kom en mindre købmand, som også lavede og reparerede træsko – og derefter byggeriet op mod korsvejen – andelsmejeriet med mælkeudsalg. Fortsatte man ad vejen mod syd ned til skolen, var der et par mindre huse og nederst inden en lille vej et godt bageri med dejligt brød og fristende kager, dejlige snegle, snitter og smørkager til 5 øre pr. stk.. Ofrede man 10 øre, kunne man sætte tænderne i rigtige wienerbrødskager. Efter en vej ind til en gård, lå sidst et tømrerværksted og herefter en dyb grøft, som blev kaldt Skelgrøften, og derefter gik vejen videre til skolen, som lå 10-15 minutters gang fra byen. Over for bageriet lå et ret stort hus med cykelforretning og værksted. Jeg tror også der på et tidspunkt var en møbelhandel, men er usikker. Derimod ved jeg, at der herefter op mod torvet var en lille forretning med garn og broderier. Herefter kom en rebslager, som havde rebbane vest for huset, og det var spændende, at se ham arbejde med at tvinde tove. Derefter kom brugsforeningen, som jeg aldrig har været inde i. Bygningerne lå som en vinkel mod syd og vest omkring den store hjørneejendom, der havde udstillingsvinduer både til øst og nord. Her havde manufakturhandler Rasmussen en stor butik med alle former for manufaktur, undertøj, konfektion og metervarer. Hvis man herfra bevægede sig vestpå (ad Blæshøjvej) var der efter indkørslen til brugsens gård en træhandel, hvor der også var håndkøbsudsalg. Herefter en skrædder, en sadelmager og et malerværksted, selvfølgelig med privatbeboelse. Derefter en mindre herreekviperingsforretning og en møbelforretning. Sidst inden banelinien et hus med to etager, dog vist kun i den ene ende. Vi kaldte huset for Tårnhuset, det var nok nærmest til udlejning. Som børn kom vi op i den øverste etage hos en gammel dame, der hed Ellen Vejle. Hun syede vores tøjsko, tog omhyggelig mål af fødderne og kommenterede dem, hvis hun fandt det nødvendigt - og dette på et syngende mål, der i hvert fald ikke var vendelbomål, hun har vel været fra én af øerne. Jeg husker endnu den ejendommelige duft af klude og hyldebærsaft, der var i hendes stue. Vi er nu ved banelinien. Den gav nok dengang et lille skel i byen. Jeg mindes da, at drengene vest for banen lå i strid med drengene øst for banen. På nordsiden lå der en stor gård, hvor sognefoged Chren Chren boede. Jeg gik til orgelspil hos hans svigerdatter Rosa. Hun var fra gården Nørgaard, der lå bag kirken. På denne side af vejen var der også nogle huse og ”Lång Pi’ Baks” – lange Peder Baks - ejendom. På sydsiden en del beboelseshuse og baptisternes forsamlingshus. Senere blev der på denne side bygget en stor møbelforretning med værksted. Så må vi tilbage over jernbanelinien og skotter lige op ad vejen til stationen, som lå noget til nord. På hjørnet af stationsvejen og vejen gennem byen lå Afholdshotellet med udhus, som vel engang havde været rejsestald. Her på Hotellet udfoldede foreningslivet sig. Der var gymnastik både for karle og piger - ret store hold. Her gik vi til danseskole, kom til gåsespil, var til juletræ og en enkelt gang til en omrejsende biografforestilling. Her blev afholdt private fester, som sølvbryllupper. Jeg husker også et par koncerter. Efter hotellet lå cementstøberiet, som strakte sig over mindst to byggegrunde, dernæst en villa med broderiforretning og en frisør. På hjørnet ved Torvet var der en bagerforretning med bageri. Drejer vi her mod nord ad Ingstrup til, har vi elektriker Thomsens forretning med lamper og tilbehør. Over for på den modsatte side var der en slagterforretning og herefter en stor købmandsgård, som strakte sig over flere grunde både til nord og øst. Der handledes med korn- og foderstoffer, tømmer, kolonial og isenkram - oprindelig med én ejer og senere opdelt i to forretninger. Videre øst over ad vejen mod Brønderslev lå boghandelen med galanteri på nordsiden af vejen. Tidligere havde der i huset været et fotoatelier. Det var nedlagt i den tid, jeg husker. Så kom et privathus, hvor lærer Christensens enke og hendes yngste børn boede. Efter en vej ned til en gård kom så mit hjem med smedje og maskinværksted i udbygningen mod nord og øst. Efter vores have boede en karetmager, der også lavede dritler. Øst herfor byggede mine morforældre deres hus med en meget stor have, som senere blev skilt fra og bebygget med autoværksted og bolig ovenpå, Her havde min søster Inger og hendes mand Thøger deres virkeområde i mange år. Men hvis I vil have en god beskrivelse af Vester Hjermitslev, som den var, læs da Vendsyssel Årbog 1997, hvor der er gode billeder og en fin beskrivelse af byen skrevet af Børge Thomasen, der er ca. ti år yngre end jeg. Hans billeder og beskrivelse af byen har været til stor glæde for mig.
Om min barndom Mit hjem, tror jeg, at jeg er i stand til at beskrive til enkeltheder i hvert rum. Jeg har for nylig været i Hjermitslev sammen med en nevø. Vi kikkede ind på gårdspladsen, hvor min fars smedje havde været.

Billeder fra smed Valdemars gårdsplads fra tiden før Anden Verdenskrig
Her er nu opholdsplads og have. De gamle værksteder med porten og dørene er nedrevet, og et nyt værksted med port ud til gaden er bygget. Karnappen på søjlerne ud mod gaden er også væk, så nu ser huset igen ud som på de ældste billeder. Verandaen mod øst må også være fjernet, så en del af rummene må være lavet om. Karnappen, der blev båret af søjler, var ikke på huset oprindeligt, men er antagelig bygget, da mine forældre overtog huset omkring 1906. Min farmor boede hos dem de første år, men flyttede senere op til Jens og Else, da de havde overtaget hjemmet. Også onkel Anton boede hos dem. Det var den første tid, efter han kom hjem fra sanatoriet. Han boede der vel, til han fik bygget sit eget hus (Assenbækvej 5).
	Boghandlerhuset på Assenbækvej 5, som Bodils farbror, Anton Kristensen, byggede til sig selv, efter han i 1911 havde købt den tidligere bygning på stedet.
	Hjemmet, som det så ud i Bodils barndom
Som det kan ses af billedet, skråner grunden nedad mod gårdspladsen og ned til Jens Thises gamle gård bagved. Det indebar, at på nordsiden var huset i to fulde etager, mens sydsiden var noget lavere. Bagdøren til den underste etage var på nordsiden, og fordøren var i den østre ende af overetagen. Her var en ret bred trappe, der førte op til verandaen og den dobbelte indgangsdør. Forstuen, som vi kaldte ”den pæne gang”, havde igen en trappe med 4-5 trin, hvor trinene var så brede og dybe, at et barn sagtens kunne ligge på hvert af dem. Morbror Axel havde malet i forstuen. Han havde også malet paneler både i dagligstue og i spisestue – og dørene, dem i dagligstuen, husker jeg nøje. De havde en dæmpet grå-grøn farve med en enkelt tynd streg til at markere fyldningerne. I de yderste hjørner af de øverste fyldninger havde han malet en lille mus, der koket svang halen nedad. Far havde smedet dørbeslagene. Jeg syntes, det var meget flot. Jeg vil ønske, at jeg havde haft et fotografi af de døre. I dag er de formodentlig skiftet ud med glatte naturtræsdøre.
	Bemærk de små mus over dørens øverste fyldninger.
Forstuen eller ”den pæne gang” var et eventyr for sig. Vægfarven husker jeg ikke, men loftet var malet som en himmel, og langs væggenes kanter rakte toppe af forskellige træer op, og små fugle smuttede rundt mellem trætoppene. Prøv at tænke på, hvor dejligt det var for et barn, at ligge på et trappetrin og kikke op i sådan en Fra gårdspladsen på nordsiden af huset kommer man ind af bagdøren til baggangen med trappe op til stueetagen. I baggangen var der til venstre rullestuen, ligefrem vaskerum med pumpe, og i hjørnet mod vest ved skorstenen var lavet et lille das med aftræk til skorstenen – forbeholdt kvinder og børn. Mandfolkene måtte benytte det udendørs das, som lå nord for smedjen i eget lille hus. Var vi børn ude at lege smuttede vi også derind, eller måske forrettede vi et ”lille” ærinde ude mellem buskene i haven. Fra bryggerset gik man ind i fyrrummet, hvor centralvarmekedelen stod, og jeg mener, at der var et koksrum også. Tørvene lå på loftet over værkstedet – jeg mindes en gammel bulet spand, der blev brugt til tørv. Komfuret i køkkenet blev brugt så længe, jeg var hjemme. Senere fik vi en primus til hjælp. I den vestlige ende af underetagen havde far magasin. En port førte ind, og her var lager af jern m.m.. Senere blev det til garage, og portene var brede nok til en høj Ford. I stuerne ovenpå havde vi temmelig mange billeder - vel også af morbror Axel (Axel P. Jensen) - men der var også billeder af andre, især kan jeg huske en tegning far havde lavet, mens han gik på teknisk skole i Aalborg.

Den pæne stue

Dagligstuen
Farverne i stuerne. I den pæne stue var møblerne betrukket med grønt plys. Vintergardinerne var ligeledes grønne, uldne og med hvide blondegardiner under. I dagligstuen var gardinerne røde og uldne, og mor havde broderet bregneblade langs kanten, derunder var der lyse eller hvide blondegardiner. Om sommeren kom de uldne ned, og der kom lette gardiner op i lyse farver. Når de hvide blondegardiner blev vasket og let stivet blev de tørret på gardinrammer, som kunne indstilles efter gardinernes størrelse.
	Plan over smedemesterhusets indretning
Kammerater og lege Først og fremmest var der Gunhild Mortensen – smed Mortensens datter (Assenbækvej 12), senere Ragna Jørgensen – skrædder Jørgensens datter (Assenbækvej 10) og i teenager årene - post Jørgensens datter, Else Marie. Vi legede mest i vores have eller oppe på vort loft, når det regnede. I haven legede vi mest mor og far og børn, lavede sandkager og lignende af smadder. På loftet havde far lavet en gynge og en trapez, de blev flittigt brugt, når det regnede. Vi legede også med dukker og med dukkekomfur. Da vi blev større, fik vi efter jul lov til at bruge de næsten nedbrændte julelys i dukkekomfuret. Jeg mindes engang vi lavede spejlæg af gråspurveæg. Gråspurvereder var der mange af i tagskægget på vores hus. Jeg mener ikke, der var tagrender. Foråret startede med sjippetov. Vi havde en form for seriehop, som startede med et almindeligt hop, så forskellige hop indtil ti, tiende hop var ti dobbeltsving. Så spillede vi ”Kugler i hul”. Det kunne være meget spændende. Hvis vi var flere, kunne man være heldig og vinde mange, men risikoen for tab eksisterede skam også. Så spillede vi ”Jep” med én bold, så behøvede vi kun at være to, men det var mere spændende, hvis vi var flere. Vi legede også ”Bytte gårde” og ”Tagfat”. Vi kaldte det nu ”Tik” eller ”Pik”, for vi skulle kun røre den angrebne med pegefingeren, så måtte hun eller han være fangeren. ”Klopfonnis” eller ”Krone” var også lege, vi kendte. Jeg husker også en leg, vi skulle være flere om. Den drejede sig om en haveejer med en hel del træer, så mange som der nu var børn til, og en køber, som nok nærmest var en heks. Ejeren gav sine træer navne, og når træerne blev plantet, var det med ordene: ”Jeg planter mit træ med rod og top, der kommer en gammel kælling og rykker dig op. Stå fast, stå fast, stå fast.” Når køberen kom og udpegede det træ, han forlangte, måtte man pænt lade sig plante i hans have. Mere husker jeg ikke, blot at på et tidspunkt søgte alle sin første ejer. Denne leg burde jeg måske have udeladt, når jeg ikke husker mere, kun at den blev leget i indkørslen til Enkestræde mellem Sæbehuset og skomageren. Vi hinkede også og hoppede i ”Paradis” og ”Mand”. Her var det ikke nødvendigt at være mere end to. Jeg må heller ikke glemme, at vi spillede bold op af en mur. En kalket gavl var ideel. Vi startede med to bolde, men som færdighederne kom, blev det til tre og fire, og forsøg med fem var ikke ualmindelig, men ikke mange formåede det. Også med boldene havde vi et seriespil fra et til ti. Jeg mener, jeg endnu husker forløbet. Så var der jo sanglegene, som vi især benyttede os af, hvis vi var mange for eksempel til børnefødselsdage. Det var ”Tornerose”, ”Tyv, ja tyv, det skal du være”, ”To mand frem for en enke”, ”Bytte stole”, ”Ordsprogsleg”, ”Kold steg”, ”Gemme fingerbøl” og ”Tepotteleg”. Det var en gætteleg, hvor en genstand eller en person skulle gættes. Vi var delt i to hold og det hold, der havde tepotten, skulle sige, min tepotte gør sådan eller sådan eller ligner det eller det, og så skulle det andet hold gætte, hvem eller hvad tepotten var. Til fødselsdagene fik vi først chokolade med kringle eller boller. Dernæst en stor lagkage. Det var et eftermiddagsbesøg. Jeg mindes ikke, vi fik aftensmad. Som mindre var der også legen, ”Fri til kongens datter”. Om vinteren, når eller hvis der var sne, kælkede vi. Vi havde nu ikke rigtig nogle gode bakker, men vi kunne jo trække hinanden. Når det frøs, og Jens Thises damme, som var tørre om sommeren, frøs til, havde vi gode glidebaner, og gik vi igennem isen, var skaden kun en våd træsko. Der var også Igledammen, den var der altid, men den, mente vi, var bundløs, og iglerne ønskede vi heller ikke at stifte bekendtskab med, de sugede jo blod.
	Fuglerede
Om foråret, når vi hørte viberne, gik vi over markerne for at finde fuglereder. Det var især vibe- og lærkereder, vi kikkede efter. Viberederne var lettest at finde. Viberne var nærgående, når vi nærmede os reden, og der lå de så, de plettede æg, gerne fire. Vi måtte kun forsigtigt berøre dem med overfladen af hånden for at mærke, om de var varme. Det var de altid. Så blev placeringen på marken registreret. Vi talte skridt til det nærmeste hegn og mærkede stedet af med en stor sten eller en pæl. Så kunne vi besøge reden senere og engang se de små dunede unger, der på nær farven lignede små kyllinger. Lærkerederne var ikke så spændende, små dybe reder med 4-5 åbne næb over halvnøgne unger, og pludselig var de fløjet bort, og reden tom. Øst for byen ca. 20 minutters gang fra Torvet løb Bækken. Traveturen gik dertil. Her fangede vi som børn hundestejler, som vi tog hjem i et sylteglas. Vi slog koldbøtter på jerngelænderet både forlæns og baglæns, og vi soppede i vandet. Var det rigtig sommervarmt, badede vi ved Jacob Nielsens bro. Jeg tror ikke, vi havde badedragter, men en sikkerhedsnål i særken mellem benene var også tilstrækkelig. Jeg husker engang en dreng, der var gået i bækken sammen med os piger. Jeg husker ikke, hvem drengen var, men han var helt nøgen og lå og flød på ryggen med tissemanden i overfladen. Hjemme var vi kun piger, så det var første gang, jeg så det andet køn. Markvejen ned til Jacob Nielsen gik langs et gammelt dige. Det var en jordvej. Jeg mindes endnu den fryd, det var, at gå med bare tæer i den tørre varme sandjord. Sommetider smuttede der pludselig en lille fugl ud fra diget, så kunne man være heldig at finde en lille fuglerede med små plettede æg. - Legene var, når jeg tænker efter, noget sæsonbestemt. Børnene i mit hjem havde ikke mange pligter, men vi skulle da sørge for, at der var vand oppe i køkkenet. Vi skulle hjælpe med opvask og lignende huslige opgaver. I mange år, tror jeg, skulle jeg hente mælk til mine bedsteforældre hos P. Dam. Bedstemor havde også købt mælk der, da de boede på skolen. Hos smed Mortensens Gunhild var der flere små søskende, så her var vi ofte barnepiger. Vi skulle vugge broderen Tage i søvn. Jeg husker engang, han trillede af vuggen, så måtte vi jo sænke farten.
Skolen Af lærere husker jeg frøken Sørensen, lærer Landbo og lærer Theter. Ham havde vi til regning og geografi. Han havde også et sangkor, som jeg sang med i. Vi sang til juletræsfesten på hotellet. En kortere tid gik jeg til violinspil hos ham efter fars ønske. Da jeg gik i skole, sad vi sommetider kun et halvt år i klasserne, alt efter om vi kunne klare et videre forløb. Jeg ”sad” temmelig længe i 6. klasse. Det indebar at pensum - især i historie – blev gentaget flere gange. Det gjorde det selvfølgelig lettere at kunne huske, hvad vi skulle gennemgå, og da vi skulle kunne det udenad, benyttede vi fire øverste piger lejligheden til at blive ”hørt” først. Derefter havde vi ro til at tegne eller lege med påklædningsdukker, mens resten af klassen måtte bevise, at de kunne deres kram. Som yngre havde jeg talt om at blive lærerinde, men efter at have været vidne til den behandling frk. Sørensen i Hjermitslev skole fik, især fra de store drenge, ville jeg ikke udsættes for en sådan tort. Hun gik mere end én gang ud af klasseværelset grædende. Men da Else Nørgaard (datter af redaktør Jacob Nørgaard) skulle begynde sin læreruddannelse, kom mor og far op til mig i Stenhøj ved Frederikshavn, hvor jeg var i hus og forretning, for at få mig overtalt til at tage med Else på seminarium. Men min beslutning var én gang taget.
Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev - Red. Lisbet Thorendahl - Marklodden 2, 8320 Mårslet mail: thorendahl.maarslet@get2net.dk - www.vesterhjermitslev.dk

Lokalhistorie fra Vester Hjermitslev, en landsby i Hvetbo Herred - Vendsyssel.
Oplysningerne er samlet og redigeret af Lisbet Thorendahl - mailto:thorendahl.maarslet@get2net.dk
Siden er senest opdateret 14-01-2008